Fremtiden flytter til Aalborg – BOLIG+ konkurrencen afgjort
Vejen til bæredygtige boliger til en bæredygtig pris peges ud af Arkitema Architects og resten af TEAM+.
På Energy Camp 2005 formulerede en række aktører i den danske byggebranche en vision der fik navnet BOLIG+.
BOLIG+ er ønsket om at skabe smukke, intelligente, energineutrale boliger til almindelige mennesker. Boliger der er fleksible i brug, har et godt indeklima og som baserer sig på den lokale kontekst. Boliger der kan opføres indenfor en økonomi, der gør dem tilgængelige for alle. Alt for mange forsøg med energineutrale boliger har vist sig at være for dyre og for krævende til at kunne anvendes som model for en bolig til de mange.
Med midler stillet til rådighed af Realdania, Elsparefonden og Energistyrelsen blev det i 2008 muligt at udskrive en international arkitektkonkurrence om at skabe et projekt der kan virkeliggøre de stærke ambitioner i BOLIG+ konceptet. Konkurrencen råder over en konkret grund i Ålborg, hvor det vindende projekt skal opføres i løbet af 2010 med A. Enggaard A/S som bygherre.
Bolig+ konkurrencen blev afleveret til bedømmelse i juni 2009 og har nu fundet sin vinder som blev: TEAM+.
TEAM+ er et tværfagligt rådgiverteam bestående af Arkitema K/S, Leif Hansen Engineering A/S & Thornton Thomassetti USA, Esbensen Rådgivende Ingeniører A/S, FAKTOR 3 Aps, DONG Energy og Boligforeningen Ringgården. Team+ har i samarbejde med entreprenørvirksomheden BAUHOW udviklet fremtidens koncept for energineutrale boliger. Et koncept der både benytter højteknologi, alternativ energi og gammeldags snusfornuft som f.eks. tørre- og svaleskabe for at nå sit mål: 62 energineutrale boliger, fællesrum og café til en pris, der kan konkurrere med konventionelt byggeri. At boligerne samtidig er smukke og funktionelle og i både planløsning og materialevalg udnytter alle de kendte kvaliteter i den nordiske arkitektur er ikke bare et plus mere – men faktisk en forudsætning for sejren i konkurrencen.
Partner i Arkitema Kim Risager siger: ”Det er glædeligt og nødvendigt at byggebranchen i Danmark nu med BOLIG+ initiativet og resultatet af den første konkurrence i dette regi for alvor får genoptaget en bæredygtig byggeskik i større skala og til almindelige menneskers pengepung; nu har vi bevist, at det er muligt og vi håber at BOLIG+ vil blive en rettesnor for fremtidens boligbyggeri”. Kreativ leder for projektet Anna Kathrine Bisgaard, Arkitema, fortsætter: ”Der har været et utrolig tæt og godt samarbejde i TEAM+, hvor alle har bidraget til det fælles mål: At skabe en arkitektur der fokuserer ligeværdigt på kWh, kroner og kvalitet. Vi mener at have fundet en løsning, hvor disse succeskriterier samvirker optimalt og på mange måder bliver hinandens forudsætninger. Vi har således haft stor fordel af et team med firmaer der fagligt og forretningsmæssigt dækker meget bredt: Firmaer med viden om energisystemer, arkitektur, brugeradfærd, ingeniørkunst, solcelledesign, præfabrikation, byggelogistik og økonomi. ”
Jesper Bang Andersen fra DONG Energys Innovationscenter supplerer: ”Vores +BOLIG projekt viser, at det er i grænsefladerne mellem fagområderne, at de gode ideer opstår. Projektet understreger at energiløsningerne skal tænkes ind fra dag ét for at opnå optimal energiomsætning. Netop ved at kombinere vores viden om energisystemer med vores viden om mennesker kan vi skabe holdbare løsninger”
”En af de bedste ting ved BOLIG+ konkurrencen er, at den ved at sætte overliggeren højt på økonomi, energi og kvalitet bliver katalysator for en genkomst af de klassiske arkitektdyder i samspil med den nyeste teknologi for udnyttelse af vedvarende energi. Bl.a. stedets betydning får ny værdi som geografisk, klimatisk og kulturel kontekst på en meget direkte og konkret måde. Det er derfor, at vores projekt simpelt hen er opkaldt efter grundens koordinater – fordi vi gerne vil understrege, at sådan ser et BOLIG+ hus ud på dette sted. Hvis det lå f.eks. ved vestkysten ville vi nå et andet udtryk men samme resultat”
Forslaget er i sin grundarkitektur udformet så man forbruger mindst mulig energi med bl.a. hensigtsmæssig geometri, godt dagslys og tæt og velisoleret klimaskærm. Den energi, der er brug for, kommer fra solenergiproducerende anlæg på det meste af bygningskroppen og er integreret i facader og på tagflader. Innovative kombinationer af forskellige teknologier sikrer en optimal udnyttelse af energi og et sundt indeklima. IT er også en del af løsningen i forhold til at synliggøre og styre energiforbruget. Desuden bygges råhuset af præfabrikerede elementer der sejles til Ålborg fra en fabrik i Litauen. TEAM+ har i konkurrencefasen samarbejdet med BAUHOW omkring udvikling af konceptet. På den måde får man både optimeret isoleringsevnen, prisen og præcisionen i byggeriet.
”Det er en ny måde at lave industrialiseret byggeri” siger Kim Risager. ” I dag er det muligt med moderne produktionsmetoder at industrialisere byggeprocessen samtidig med at vi tager specifikke lokale hensyn. Vi er kilometer væk fra 1970ernes kransporsbyggerier.”
Fremtidens boligbyggeri har vi givet navnet +BOLIGER. Et koncept der bygger på det optimale samspil mellem sted, rum, byggematerialer, energiteknologi, energisystem og menneske. Projektet rummer et bredt spekter af løsninger fra innovative koblinger af avanceret teknologi til redesign af gamle dyder som f.eks. de altan-integrerede low tech svale- og tørreskabe, industrialiseret byggeproces og ikke mindst grundlæggende gode veldisponerede og dagslysrige boliger med stor indbygget fleksibilitet.